Jeg havde bare SÅ ondt i dag at den opgave at gå de ekstra 200 meter fra den 'rigtige' parkeringsplads virkede som en fuldstændig uoverkommelig opgave. Jeg har ikke noget handikap parkerings skilt der pryder min forrude, men jeg vil våge at påstå at der ikke var en eneste sjæl i nærheden der var i tvivl om at jeg måske burde have haft et, og således var der heller ikke noget det sagde noget til mig, da jeg nærmest hældte mig selv ud på fortovet og i quasimodo stil vraltede hen over kantstenen hen til døren.
Sikkert indenfor fik jeg taget et nummer og gudskelov var der en ledig plads hvor jeg kunne sidde ned indtil det blev min tur - hold nu op hvor er det nedværdigende at skulle have det så dårligt i offentligt rum. Da jeg havde fået mine piller vraltede jeg ud til min bil og fik et løftet øjenbryn af en ung far, men øjenbrynet sænkede sig igen, da han så at jeg knapt kunne komme ind i bilen og derudover havde en del besvær med at lukke døren efter mig..
Håber at jeg en dag kan få et p-skilt så jeg slipper for onde øjne fra folk på mine dårlige dage :(
Knus Handi-Kat
Ingen kommentarer:
Send en kommentar