Min skjulte sygdom

De fleste kender mig ikke ... eller ... de kender mig ikke så godt. 

Som kronisk smertepatient lærer man desværre hurtigt at have en fassade eller maske på, fordi man ikke orker at skulle forklarer sig hele tiden eller møde blikke fulde af medlidenhed. Så når folk spørger mig hvordan jeg har det, får de i 99% af gangene bare et "det går fint/ok". 

Men det gør det ikke ..  

Jeg har selv haft smerter i mere end 10 år nu, og har ligesom andre lært at holde dem for mig selv, hvis ikke folk er VIRKELIG tæt på. Jeg tror jeg kan tælle på en hånd hvor mange der har set mig ligge i fosterstilling og græde af smerter, kaste op af overmedicinering, eller set mig kollapse af træthed eller depressions lignende tanker. Når min verden styrter i grus, lukker jeg mig ofte inde. Jeg trække mig socialt og lider i stilhed. 

På nettet i fibromyalgi grupper møder jeg forståelse og enerkendelse af mine symptomer. Jeg siger ikke at jeg ikke møder empati i den virkelige verden. Men at forklare 'kronisk sygdom' til en der ikke selv har det er næsten umuligt. 

Hvis man kender en der sidder i kørestol kan man prøve dette af i en uge. Og kender man en blind kan man med et bind for øjnene prøve dette af. Det giver et indblik i den verden og de problemstillinger som den pågældende lever med. Men livet som fibromyalgiker kan man ikke prøve, og derfor er det svært at få andre til at forstå at: ja! Det er HVER dag jeg har ondt/ er træt / ikke kan koncentrerer mig/ ikke kan fungerer - Nej! Der er ikke noget at gøre ved det, og Desværre er det ikke noget der går væk... nogensinde - det er KRONISK. Den bedste forklaring fandt jeg i skrivelsen "the spoon theory" som forsøger at forklarer hvordan ens energi som kronisk syg kan svinge fra dag til dag og hvordan man er nød til at tænke i det daglige. 

Jeg har flere gange haft lyst til at lukke nye ind i min lille bobbel, men hver gang har jeg trukket mig, fordi jeg alligevel ikke har været klar til det. I dag har jeg valgt at give et indblik. Jeg har de sidste dage haft mere ondt end normalt og har tillige ikke sovet specielt godt. Jeg har taget mere smertestillende end jeg plejer, og har haft mindre energi end jeg plejer. Jeg har droppet aftaler og ærinder for blot at ligge under dynen og prøve at komme ovenpå så jeg kan tage i jobpraktik igen i morgen... 

Venstre er en god dag | højre er idag, som er en semi dårlig dag...

Det er dage som denne hvor jeg er glad for, at jeg endelig har fået taget mig sammen - efter 5 år - til at ansøge om et handikap parkeringskort. Jeg har tilmed fået godkendt min ansøgning, og går nu blot og venter på at få kortet tilsendt. Det har været en kæmpe overvindelse af mit ego, da det virkelig vil synliggøre min sygdom overfor andre. Jeg tænker at det er samme følelse som folk med rollator/blindestok/kørestol har, første gang de skal bruge deres hjælpemidler. Jeg forstår det virkelig nu. Min næste udfordring er rent faktisk at bruge kortet, såen... ude i den virkelige verden.. på en handikap parkerings plads... oh god, den bliver svær!!!

Knus Handi-kat.

Det var en lørdag aften

Og mine venner var uden tvivl i byen/ på cafeer/ i biffen eller tilsvarende.. Jeg sad hjemme efter en lang dag og havde ikke rigtig energi til noget ander end Netflix og dynen. Efter 2 afsnit af den nuværende serie, kom jeg i tanke om en hjemmeside jeg længe har ville tjekke ud. 

Tænder computeren, åbner browser og taster seniorshop.dk ind 😂 tænk at sidde som 36 årig en lørdag aften og browse igennem SENIOR SHOPPEN for julegaveønsker. 😂

Følte simpelhen at bunden var nået for mig! Ord som trist, patetisk, og nederen sprang frem på nethinden af mig og krævede at jeg tog stilling til dem. Men Hey, som den stærke selvstændige Fibro kroniker jeg er, valgte jeg at tage tankerne med oprejst pande og smil på læben. Jeg ønsker mig hermed en strømpe påtager og en speciel pilleæske fra seniorshoppen 👍 boom! 

Knus Senior-Kat 😉

Fibro-legaer

Må hellere starte med baggrunden for dette indlæg. Jeg har gået hjemme i 4,5 år da jeg har været igennem et meget langt afklaringsforløb hvor det var svært for lægerne at finde ud af HVAD det var jeg fejlede. Det tog dem faktisk tæt på et år at finde den første diagnose, herefter ventede jeg i 2 år på en behandling som aldrig kom (og venter stadig på 5 år nu) i mellemtiden får jeg 2 nye diagnoser som skal udredes og afklares inden jeg kan komme videre i systemet. Jeg har således ikke været 'arbejdsparat' som det så smukt hedder på fagsprog, men gået i en slags limbo i 4,5 år hvor jeg har været for syg til at arbejde, for uafklaret, ikke stabil nok og fået nye diagnoser oven i hatten... 

Jeg kan betro dig kære læser, at en pige som mig får pip af at gå hjemme dag efter dag efter dag, uden at kunne gøre noget. Rende til diverse special læger hele tiden, være dårlig on/off (mest on) og iø føle at min identitet som menneske bliver revet væk under fødderne på mig. Alt det jeg altid har været er jeg ikke mere. Alt det jeg har kunne kan jeg ikke mere. Alt det jeg troede jeg vidste om mig selv og min krop passer ikke mere. Og den måde jeg altid har levet mit liv på er væk - for altid! 

Det eneste jeg havde at holde mig oppe, var mine Fibro-legaer = andre fibromyalgi patienter som fejler det samme som mig. De har de samme udfordringer i hverdagen, de samme smerter, de samme lægekonsultationer, de samme problemer med familiemedlemmer, den samme sorg og de samme tab... men som person har jeg brug for mere end det... 

Nu har jeg i snart et år været 'stabil' nok til at kommunen har kunne se en mening med at prøve at få mig videre. Jeg fik i januar 2016 en praktikplads hvor formålet var at se hvor mange timer jeg med mine fine nye diagnoser og medicin kunne holde til at arbejde uden at knække halsen fuldstændig. Uden at den sidste rest af selvstændighed og privatliv forsvandt... som alle andre vil jeg også gerne have energi til at se mine venner og familie når jeg har fri fra arbejde. Jeg vil gerne selv kunne overskue at kunne gøre rent i min lejlighed. Jeg vil gerne selv kunne handle ind. Og lave min mad. Og gå i bad. Og svømme og holde min krop ved lige. Præcis lige som alle andre mennesker. 

Jeg var/er LYKKELIG i denne praktik (hvor jeg stadig er dd - nu på 10.ende måned). Jeg er SÅ glad for at have noget at stå op til. Jeg er SÅ glad for at have nogen at spise frokost sammen med. Jeg er ekstatisk over at have samtaler med ikke-familie-medlemmer og Fibro-legaer, som ikke handler om min sygdom, og sorg og tab og smerter eller hvordan jeg nu går og har det for tiden. Nej nu har jeg samtaler om den kommende weekend, om børnebørn, og drenge, og fester, om faglighed, om ferier og om dagligdags ting jeg før har taget for givet. Jeg lærer nye ting, jeg bliver udfordret, jeg har kollegaer !!! 

I fredags gik jeg endnu et niveau op, idet jeg blev taget med til personale fest. For almindelige mennesker er det nok ikke det helt store, men for mig er det ikke bare håret og tøjet jeg skal forholde mig til. Jeg skal tage stilling til hvor meget jeg skal lukke dem ind i min lille verden. Skal de se mig tage ekstra smertestillende medicin, eller skal jeg tage det i smug på toilettet? Skal jeg tage skiftesko med og gå fra flot til kondisko sammen med kjolen eller skal jeg bide tænderne sammen og holde fod smerterne ud og bevare facaden? Skal jeg lade dem se mig når jeg er blevet for træt og er grædefærdig? Eller for fuld, når min medicin bliver blandet med alkohol på den der uheldige måde? Eller skal jeg være hende den kedelige der går hjem efter 2-3 timer før helvede bryder løs? 

Jeg valgte i fredags at lade dem se det hele - jeg havde en god dag - så der var ikke så meget at vise fredag ... til gengæld var der massere at se dagen efter! Ømme fødder som gav mig en sær vraltegang. Tømmermænd, som vi alle har dem. Ømhed i hele kroppen som giver mig en lettere krumbøjet gang. Eller ansigtet som er lagt i nogle helt andre folder end dem de ser til dagligt på kontoret... Og smerter og dræbende træthed. 

Jeg tænke - hvis de kunne se mig nu, hvor der ingen facade eller sminke er. Hvor smilet er erstattet af våde øjne og skærende ansigtsmemik, fordi musklerne i benene hopper. Hvor alt hvad jeg siger bliver noget pludder fordi jeg ikke kan finde ordene og hvor den glade kvinde fra kontoret er erstattet af en grædende pige der ligger i fosterstilling og krammer sin bamse... ville de så behandle mig anderledes, eller vil de kigge på mig anderledes... jeg ved det ikke - jeg er ikke modig nok til at vise dem denne side af mig selv.... endnu.... men måske en dag hvis de bliver mine permanente kollegaer...

Anyway kære nye kollegaer, tusind tak for en fantastisk aften! Sikke en fest vi har haft nu i nat!!

Knus Kollega-Kat 

Lad os antage...

Du er mellem 30 og 40 år gammel. Du sover ca 8 timer i døgnet, men kan da godt snuppe en lille morfar engang imellem, bare fordi det er hyggeligt... Du har lidt ondt hér og der fra tid til anden, og snupper en Panodil engang imellem. Du har fuldtidsarbejde, som du er glad for. Du er dygtig til dit fag, og det er velkendt for dig. Du har en okay indtægt - der er ikke meget tilovers, når de faste udgifter er betalt, men det hænger sammen, og der er da til alle nødvendigheder og en tur i Lalandia en gang om året. Du er aktiv i din fritid. Ud over det daglige huslige arbejde såsom tøjvask, rengøring, madlavning og deslige, ja så leger du chauffør for dine unger, når de skal til og fra venner eller fritidsaktiviteter. Efter arbejdstid nusser du lidt rundt i haven, tager på café med vennerne eller har venner på besøg til kaffeslabarads eller middag. Du har fritidsaktiviteter et par aftener om ugen. På jobbet tager du måske tjansen som TR i en periode, med kurser og møder til følge. Eller du tager en overbygning, en efteruddannelse eller et par kurser om året for at dygtiggøre dig.

Lad os antage...

En tilfældig begivenhed i dit liv udløser en kronisk sygdom. En sygdom, der gør at din krop i løbet af få måneder bliver ca dobbelt så gammel i funktionsevne. Du er nu mellem 60 og 80 år gammel, selvom din dåbsattest siger noget andet. Du sover nu 10-12 timer i døgnet, og en morfar på sofaen er ikke længere et valg men en nødvendighed. Hvis du da kan sove... For nogle nætter kan du bare ikke falde i søvn, uanset hvad du gør. Og om du sover 3 eller 12 timer føler du dig aldrig udhvilet. Du er kronisk udmattet. Din hukommelse svigter - alt må skrives ned... Du bliver lyd- og lysfølsom - du skruer ned for tv´et, tysser på ungerne og slukker loftlamperne. Du har nu ondt allevegne. En brændende, svidende, stikkende, smertefuld fornemmelse i hænder, fødder, nakke, skuldre, hofter, knæ... Din hud klør og du har hovedpine.

Du tager nu ekstra stærke Panodiler - 2 stk 3 gange om dagen. Dem supplerer du med fx Kodein, som har en fin rød advarselstrekant på. Op til tre gange om dagen kan du også tage et morfika, som fx Dolol. Fordi det beroliger hele dit system, og dulmer smerterne så meget, at de er til at holde ud. Dog får du så dårlig mave. Når du tager de stærke piller, kan du ikke køre bil, fordi du bliver svimmel. Når du ikke tager de stærke piller, kan du ikke køre bil, fordi du har for ondt!

På de gode dage kan du arbejde få timer. Dog ikke i dit tidligere job. For du er ikke i stand til at beholde dit job, og bliver sygemeldt, med fyring til følge. Så du kommer i udredning. Fortæller din historie til mange forskellige læger, får lavet tests, scanninger, prøver. 

Du kommer på et værksted, hvor du kan sidde og male, lave smykker eller syr. Det gør ondt alle vegne i din krop, og du kan ikke holde snakken i lokalet ud, uanset at det er søde mennesker, der ligesom du er der fordi de er blevet syge. Du får tilknyttet en tovholder, og går til fysioterapi. Du prøver varmtvandstræning, som skulle være så godt - og det ødelægger din krop. Du prøver måske lette øvelser i motionslokalet, men det ødelægger din krop. Du kæmper dig igennem, for det skal du jo... Og prøver at forklare din tovholder, hvad det gør ved dig og din krop.

Du kommer i praktik. Indenfor et helt nyt fag. Du er heldig at finde et godt praktiksted, hvor de tager hensyn til dine skånebehov. Du kan ikke løfte tunge ting. Du kan ikke stå op lang tid ad gangen. Du kan ikke sidde ved en computer ret længe ad gangen. Du har brug for hyppige pauser, og mulighed for at trække dig, hvis der er mange mennesker. Du er udmattet af at skulle lære nye kollegaer at kende, nye arbejdsrutiner, et helt nyt fag! Din krop skriger af smerte, og dit hoved er ved at eksplodere.

Din arbejdsevne er gået fra fuld tid til under 10 timer. Men du nyder dit nye job, og arbejdsgiveren giver dig papir på, at han gerne vil ansætte dig i fleksjob.

Du får en ny tovholder, for nu træder systemet til og fortæller dig, at nu sætter vi noget i værk, som kan få dig til at få det bedre! For der er ikke prøvet nok! Du er ikke udredt! Et såkaldt ressourceforløb. Så ikke noget fleksjob til dig i denne omgang...

Du kommer til mindfullness, så du kan lære at blive nærværende. Du bliver tilknyttet en coach, som giver dig redskaber til at mærke dig selv og dine grænser. Og så skal du ud på en anden arbejdsplads for at se, om dét kan frigive ressourcer. Så igen nye arbejdsrutiner, nye kollegaer, et nyt fag.

Alt sammen samtidig. 

Og så skal du også lige omkring en smerteklinik, hvor de forsøger at sætte dit medicinforbrug ned. Mere mindfullness. En psykolog, som skal finde ud af, om noget psykisk blokerer for, at du fungerer fysisk. Måske synes de, at du skal have antidepressiver, selvom du ikke har en depression, men har fysiske smerter...

Mere smertefuld fysisk træning med en fysioterapeut. 

Og samtidig forsøger du at bibeholde kontakten til dit første praktiksted, fordi de jo har sagt, at de gerne vil ansætte dig i fleksjob, og dét vil du nødigt sætte over styr, for det er svært at finde et fleksjob idag.

Du må ofte sige til dine børn, at de desværre ikke kan komme til idræt, da du ikke kan køre dem derind og hente dem igen. din partner må handle på vej hjem fra job, ligesom han/hun må lave mad, støvsuge, tømme opvaskemaskine og vaske tøj efter job, selvom du har været hjemme hele eller det meste af dagen. For du har kun kunnet overskue de få timer på job - på en god dag! På en dårlig dag har du præsteret at gå fra seng til sofa, og dét er så det...

Dit humør svinger - og de nærmeste står ofte for skud for din frustration over smerter, træthed og hele situationen. Dét kan du så slå dig selv oveni hovedet med... Og den onde cirkel er skabt...

Hvis du er heldig, har du en partner, der holder fast, holder om og holder af uanset hvad - som støtter og træder til, som trøster og prøver at forstå. 

Du og din familie har nu mistet 6000,- kr udbetalt om måneden. Der bliver skåret helt ind til benet. Alt unødigt skæres fra. Hver en krone vendes, drejes og vendes igen.

Du har ikke længere overskud til fritidsaktiviteter. Du har ikke kræfter til at se dine venner, og det huslige arbejde er en daglig kilde til smerter og noget, du knapt kan overskue.

Og denne forandring i krop og livssituation sker indenfor ca 1½ år!

Ville du som rask kunne overskue, at nogle bad dig arbejde indenfor et NYT og ukendt fag på FULD styrke - samtidig med at du skulle arbejde med at blive mere nærværende -  med hviolke mysterier, din psyke mon gemmer på - træne fysisk trods smerter - og flere gange om måneden mødes med diverse mennesker, som du skulle forklare din situation til vel vidende, at de ikke lytter til dig, når du råber STOOOOP! Din krop, din hjerne og din psyke skriger på ro, men du bliver ikke hørt! For andre ved, hvad der er rigtigt for dig!

Nej vel???

Men det er dét, syge mennesker hér i Danmark dagligt mødes med!

Det er dét, der dagligt bliver krævet af syge mennesker hér i Danmark - en behandling, som INGEN raske mennesker ville finde sig i! Men syge mennesker ikke har noget valg, for så ryger den sidste mulighed for at få mad på bordet. 

Velkommen til det syge Danmark - jeg håber for dig, at du aldrig kommer til at stifte bekendskab med det personligt!

Og jeg håber, at du vil møde dine kronisk syge medmennesker med empati, forståelse og åbenhed - for måske... måske bliver du selv én af dem en dag, og så vil du ønske netop dét! 

Og du finder det ikke i systemet, så forhåbentlig finder du det hos dine medmennesker.

Tak fordi du læste med.

Hvis det har givet dig noget at tænke over, er jeg glad! Hvis ikke - ja så har du spildt et par minutter af dit liv, og lever forhåbentlig lykkeligt videre alligevel.

Hvis du synes, at andre også skal have muligheden for at få et indblik i dette, så del - hvis mange nok forstår, er der måske en mikroskopisk chance for, at det i fremtiden kan ændres, så syge mennesker kan blive behandlet  - menneskeligt!

--------------------

Disse ord er skrevet af en af mine med-fibromyalgikkere - Charlotte Holtegaard Hansen - der ligesom mig er kronisk syg og medmenneske. For 2 år siden nedfællede hun ordene i frustration, og hendes indlæg blev delt over 10.000 gange på de sociale medier - men det gør dem ikke mindre relevante her to år efter...

Knus Fibro-Kat

Fede so

Jo jeg har ligesom Julie her ( http://www.dr.dk/nyheder/indland/julies-facebook-comeback-gaar-viralt-jeg-ser-ikke-en-fed-so-jeg-elsker-min-krop ) også prøvet at blive kaldt alverdens ting pga min vægt...

Dagens idealbillede på en kvindekrop er desværre langt fra mit eget, og nok derfor jeg har svært ved at identificerer mig med folk på tv generelt. Værten på DR Mark Stockholm, kommenterer på Julie at hun ikke har idealbilledet heller, hvilket jeg er uforstående overfor... Hun er 176 høj og vejer 88 kg, og har iø en flot røv i de jeans... Whats not to like..?!?

For et par dage siden slog en veninde dette (anonyme) digt op på facebook og hold nu op hvor er det relevant - nu mere end nogensinde: 

Lille spejl på væggen der, hvad fanden sker der lige her? 

Hvorfor ser hun så glad ud, når der er folder på hendes hud? 

Hvorfor smiler hun så ofte,når hun har så bred en hofte? 

Kan hun ikke se de fejl, der vises frem i dette spejl? 

Hvorfor er der lys i hendes øjne, når hendes fejl, de er så nøgne? 

Hører hun ikke, hvad vi siger, om hende og de andre piger? 

Om, hvordan de skal se ud, uden fejl på deres hud? 

Kan man virkelig være glad, uden at maven den er flad? 

Lille spejl, hvad vil hun dog, tror hun mon, det er for sjov? 

Tror hun mon, hun er helt ok, selvom hun har taget på? 

Selvom hendes hår er fladt og huden ikke jævn og glat? 

Selvom røven ik' er rund, er der smil på hendes mund? 

Siger hun er lækker nok - lille spejl, hvilket chok! 

Der er noget, vi ikke fatter, det er lyden af hendes latter. 

Vi sælger hende et ideal, sætter skønhed på en pedestal. 

Men lille spejl, hun lytter ikke, hun kalder sig verdens bedste Kvinde.

Mig selv ... Tja jeg har haft mit at slås med igennem årene... Jeg fik i en alder af 18 år konstateret struma (stofskifte sygdom) som jeg har kæmpet med lige siden. Jeg kunne ikke rigtig tåle medicinen så jeg tog 34 kg på (på 2,5 måned) og var de efterfølgende 8 år uden indflydelse på hvor og hvor meget jeg tog på/ tabte mig, hvilket gav mig rigtig mange kommentarer da jeg på trods af min størrelse valgte at dyrke konkurrence cheerleading.... Nu er jeg helbredt for struma, men har i stedet for fået fibromyalgi, som giver mig nogle helt andre problemstillinger - fælles for dem er dog, at jeg har meget svært ved at tabe mig, nu mest fordi jeg har for ondt til at træne, så meget som jeg gerne ville ... 

Det sjove er, at jeg får utrolig mange tilbud fra fyre der elsker min størrelse, form og figur. De er ligeglade med hvad jeg vejer, men sætter derimod pris på hvordan kiloene sidder på mig og ikke mindst hvordan de føles at røre ved... 

Jeg debaterede meget med mig selv om jeg skulle vedlægge er billede af mig selv (primært fordi internettet jo er en finurlig ting) og besluttede at jeg var nød til det, for at bakke op om mine egne meninger og holdninger. Jeg er glad for min krop. Jeg er stolt af min krop - MEN - Hvis man skal rette ind efter BMI så er jeg nærmest døden nær af overvægt - jeg fandt en 3D model og tastede mine data ind og resultatet taler vist for sig selv.. BMI kan ikke bruges til meget hvis du spørger mig... Det vigtigste er vel i bund og grund at man er glad for sig selv og holder sin krop i gang....

Sidst men ikke mindst - godt gået Julie! Hvor er du sej! Godt kæmpet! Næste gang beder du ham bare tage en ekspress raket til solen med så snæversynet en holdning! 

Knus Kat

I kølvandet på Køln

I kølvandet på nytårsaften i Køln hvor rigtig mange kvinder blev voldtaget og/eller gramset på af en stor gruppe mænd af anden etnisk herkomst føler jeg, at jeg som stærk og selvstændig dansk kvinde må sige fra og sige at nu er nok NOK! 

Det VÆLTER nu ind med historier i Danmark af samme kaliber - kvinder og helt unge piger der beretter om overgreb på åben gade. Alt fra København til Jylland er berørt hvilket giver et skræmmende fremtidsbillede på det at gå og færdes alene som kvinde på vores gader og stræder...

Jeg har selv været vidne til en episode i Helsingør i efteråret 15', hvor jeg og tre veninder kommer gående på gågaden på vej på det lokale diskotek. Vi går to og to, arm i arm, og skal kort før diskoteket passerer en gruppe på godt 20 drenge/fyre af anden etnisk herkomst end dansk. Idet vi går forbi dem, stikker den ene af dem hånden op under min venindes kjole og tager hende på numsen. De andre har tydeligvis set det, da de går grinende derfra. Vi vælger at tage fat i den patruljevogn der kommer kørende i det samme og søge hjælp, men da vi ikke kan identificerer hvem af de 20 fyre det var, kan vi ikke rigtig anmelde det. Det bliver dog skrevet i rapporten. Politiet oplyser os, at det desværre ikke er første gang de ser dette i Helsingør... 

Jeg har selv prøvet det to gange... Første gang var i indgangen til Tivoli hvor jeg var på job en sommer og stod og delte flyers ud. Jeg havde en knælang nederdel på. En fyr af anden etnisk herkomst stikker et kamera op under min nederdel og tager et billede ... 

Anden gang stod jeg i en tætpakket bus 6a på Nørrebro, hvor jeg mærker at blive gramset på numsen af en fyr af anden etnisk herkomst end dansk. Han vælger udover at gramse på mig, at stå af på samme stoppested som mig og følge efter mig et stykke. Jeg havde gudskelov min mobiltelefon med og ringede op til en ven ikke langt fra mig og begyndte højlydt at beskrive fyren der fulgte efter mig til ham og hvor jeg var og gik... 

Nytårsaften 2015/1016 hvor det gik så grueligt galt i Køln, oplevede min egen papdatter og veninde på blot 15 år noget tilsvarende. De kommer gående på Hovedbanegården i indre København da veninden bliver grebet i skridtet af en fyr med anden etnisk herkomst end dansk... Heldigvis for hende havde hun bukser på... Det skete yderligere to gange senere på aftenen.... Ja du læste rigtigt! En blot 15 årig pige bliver gramset i skridtet hele tre gange på samme aften af fremmede fyre med anden etnisk herkomst end dansk...

Det er givet vis et kultursammenstød af kaliber der sker - MEN - Nu må vi som samfund sige STOP! Når fyre med dårligt kvindesyn kommer her i vores lille andedam, må vi åbenbart som noget af det allerførste oplyse og undervise dem i, at her i Danmark har kvinder lige så meget ret som mænd til at gå i fred på gaden! Kvinder her i Danmark har ret til at gå i meget lidt tøj (og udfordrende tøj) uden konsekvenser! Kvinder i Danmark har ret til at ligge topløse på stranden! Kvinder i Danmark har ret til at sige nej til sex! Kvinder i Danmark har ret til egen krop! Og det er fucking ulovligt og strafbart at lave overgreb og/eller voldtage kvinder i Danmark. Det er fucking ulovligt og strafbart at slå (på andre, kvinder og børn) i Danmark! 

Det er ikke mere end et par dage siden hvor vi i medierne hører om en fyr af anden etnisk herkomst end dansk, der har voldtaget 3 piger (heraf en på blot 8 år) her i Danmark. Han får en minimal straf OG får tilmed psykologhjælp OG får lov at blive i landet ... Men ofrene får stort set ingen hjælp, og har måske fået ødelagt deres liv fuldstændig... 

Stinna Goldbach, tog i det nye år sagen i egen hånd og anskaffede sig en peberspray. Lavede et blogindlæg ikke ulig dette og lagde et billede af sin lille clutch med peberspray og en attrap pistol ud på nettet for at tilkende give sin mening og holdning. Det kostede hende et besøg af politiet der ransagede hendes hjem og gav hende en bøde for at have en peberspray.... Jeg er selv meget FOR at kvinder skal have lov at bære peberspray, og skulle det komme dertil hvor jeg personligt ikke længere føler mig tryk nok til at færdes alene, anskaffer jeg mig nok også en peberspray... Jeg vil hellere have en bøde end være en del af en kedelig statistik der vokser meget eksplosivt i disse dage... 

Jeg vil gerne opfordre kvinder i det danske land om at stå frem og berette hvis de har oplevet noget tilsvarende, så vi kan få det fulde billede af hvor slemt det står til. Jeg håber derudover at der sidder nogen derude der tager fat i den her problematik - og JO det er et problem at der render voldtægtsmænd og overgrebsmænds rundt på gader og stræder! - inden der for alvor er fædre, brødre eller sågar kvinder der føler at selvtægt er eneste redning/udvej... 

Taharrush

Når store grupper af mænd omringer kvinder, befamler dem, trækker deres tøj af og måske voldtager dem kaldes handlingen taharrush. Fænomenet har hidtil været relativt ukendt i Europa, men er nu kommet hertil med folkevandring fra muslimske lande.

- Kat .... 

Fibro frustrationer

En med-fibromyalgi patient er dd blevet nægtet flexjob ordning på trods af kun 6 timers arbejdsevne på en uge med begrundelsen: "vi enerkendelse ikke fibromyalgi som en sygdom" ?!?!?! Say what ?!?!? Nej jeg mener det Vordingborg kommune! Kom lige igen ?!?!?!

Fibromyalgi har været anerkendt af WHO siden 1992, og blev pr. 1. januar 2006 klassificeret under det selvstændige diagnosenummer - M79.7 “Fibromyalgia” i ICD-10 diagnosefortegnelsen.

En henvendelse fra Dansk Fibromyalgi-Forening til WHO, ang. den ændrede placering i 2006, gav følgende svar. De ansvarlige i WHO, fandt, at diagnosen og symptomerne nu er tilstrækkeligt klart beskrevet som en selvstændig enhed, og at den derfor kan bære en selvstændig placering som en diagnose med fysiske smerter af ikke psykogen karakter. Af svaret fremgår det endvidere, at der er tale om en alvorlig tilstand, hvor antallet af ramte og de økonomiske konsekvenser af sygdommen gør det relevant at opgradere diagnosen til en selvstændig klassifikation, og ikke længere fortsat placere den i gruppen af uspecifikke reumatiske smerter. I svaret understreges det, at revisionen sker til trods for, at nogle læger, ikke anerkender ovennævnte.

Fibromyalgi er en kronisk sygdom, hvor forstyrrelser i centralnervesystemet medfører, at de ramte lider af udbredte smerter, hurtig udtrætning, kognitive forstyrrelser i form af hukommelses- og koncentrationsproblemer samt en række andre symptomer. Forskere har påvist forstyrrelser i centralnervesystemet, og bl.a. SPECT-scanninger viser, at der er tale om en markant større smertereception i hjernen hos de ramte sammenlignet med raske kontrolpersoner.

Jeg bliver RASENDE på min venindes vegne og ikke mindst på systemet - hvad ligner det at trampe på folk der i forvejen ligger ned ?!? Hvad ligner det af en bunke skrankepaver tror de er hævet over læger og eksperter ?!? 

Kære kære "C" jeg håber du er stærk nok til at tage kampen op for din egen skyld, men så sandelig også for os andre der kæmper en kamp på sidelinjen med dig! Det er ikke ok det der er sket i dag!

Jeg håber din stemme (og vores) bliver hørt af nogen derude!! Vi behøver hjælp til systemet!!

- Kat (frustreret) 

Hej jeg hedder...

Kat og jeg har en kronisk sygdom der hedder fibromyalgi som gør mig kronisk træt, lettere PMS og/eller kortluntet hele tiden, samt gør at jeg ofte har så mange smerte at jeg kommer til at melde fra til arrangementer med dig, venner og familie på en udefineret grundlag som du med al garanti ikke kan forstå... 

Nok ikke sådan de fleste starter en relation. Men hvordan gør man så lige, når man som jeg, er single og har en fysisk diagnose som kan og vil spille en (stor) rolle i et forhold...? 

Jeg er selv meget ærlig om at jeg har diagnosen og synes som såen ikke at det er 'noget særligt' i et forhold. Men hvordan og hvornår er det så lige man vælger det rette tidspunkt at fortælle en (i mit tilfælde) ny fyr som man er interesseret i at man altså lige har en lettere irriterende følgesvend, som der skal tages hensyn til på en daglig basis resten af livet? 

Mine erfaringer fortæller mig at der ikke er noget rette tidspunkt at fortælle sådan noget på. For i virkeligheden har det ikke nogen betydning hvis han i øverigt synes du er et godt og kærligt menneske. Viser du selv empati og næstekærlighed (og ikke mindst kærlighed til dig selv) så er det de indre værdier folk ser og ikke alle skavankerne som vi jo alle har i større eller mindre grad. 

Man skal huske på som kronisk syg, at alle bliver syge i livet fra tid til anden - om det så er influenza, et brækket ben eller andre ting så VED andre folk godt hvad det vil sige at have det skidt. Det de måske kan have svært ved er begrebet 'kronisk' for hvad er det lige det dækker over (nååårh for resten af dit liv). Men der skal vi som Fibro kronikere blive bedre til at forklare hvad det vil sige for netop os.

Hatten af for Danmarks single fyre - der er endnu ikke en eneste der har stukket halen mellem benene over at høre det fra mig.... Endnu.

Knus kroni-Kat